www.politi.dk/Midtvestjylland/da/lokalnyt/Nyheder/03_nyheder_080709.htmNår motorcykler kører i flok...Sommertid er højsæson for motorcyklisterne. De har trippet utålmodigt og kigget i vejviseren efter godt vejr i månedsvis. Endelig kan de prægtige maskiner luftes på vejene.
Af kommunikationsmedarbejder Kurt StenfeldtMon ikke de fleste trafikanter har oplevet det fantastiske syn af en kolonne af nypudsede motorcykler på tur. I nogle tilfælde kan der være næsten 100 motorcyklister på to sirlige rækker lidt forskudt i forhold til hinanden.
Dette indlæg handler dog ikke om alle herlighederne ved at køre på motorcykel, men derimod om begreber som "kolonnekørsel" og "sluttet optog". Emnet dukker med mellemrum op i diverse motorcykelblade, og senest har der været debat i Touring Nyt nr. 5/2009.
Regulerende fløjmandEn del klubber og enkeltpersoner tror fejlagtigt at hvis de er en del af en samlet kolonne eller optog, så skal den øvrige færdsel vige og give plads for kolonnen eller optoget. Mange klubber har udviklet kolonnekørslen til også at omfatte en "fløj-mand" (m/k) som standser op i vejkryds, og lukker af for al færdsel fra sidevejene!
Indledningsvis vil det være passende at starte med det sidste først, nemlig "fløj-manden" og dennes opgave med at lukke af for færdsel fra sidevejene.
I færdselslovens forstand er der tale om færdselsregulering jf. færdselslovens § 4, stk. 2. Det fremgår meget præcist, at det er politiet eller andre, som justitsministeren har bemyndiget til at regulere færdslen, der må regulere færdslen. Note 1)
Justitsministeren har skam bemyndiget andre end polititjenestemænd til at regulere færdslen - bl.a. grene indenfor Forsvaret, og herunder også politihjemmeværnet.
Justitsministeren har dog aldrig bemyndiget trafikanter generelt til at regulere færdsel. Således heller ikke motorcyklisterne. Det betyder, at motorcyklisternes brug af "fløj-mand" (m/k) forekommer at være en klar overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 2. Det er samtidigt overordentligt farligt, fordi det skaber en falsk tryghed for motorcyklisterne i kolonnen.
Færdselslovens § 7, stk. 6 pålægger trafikanter at give fri passage for forsvarets og redningsberedskabets kolonner, grupper af børn under opsyn af leder, ligtog eller andet sluttet optog. Note 2)
Hvis man læser kommentarerne til § 7, stk. 6, fremgår det, at en kolonne, et optog m.v. skal betragtes som et meget langt køretøj. Hvis den forreste del af en samlet kolonne er kommet over for grønt lys, kan den resterende del følge efter, selv om det bliver rødt. Note 3)
Når lyser blir rødt..I 2001 kørte en gruppe på 50 motorcykler igennem København. I et lyskryds kørte hovedparten af gruppen over for grønt lys, mens de sidste ikke nåede med over, mens der var grønt. Der blev sat to "fløj-mænd" i krydset, mens de bagerste kørte over for rødt lys.
En motorcykelbetjent opdagede forseelsen og standsede den bagerste motorcykel. Føreren af motorcyklen blev sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1 (rødt lys) og motorcykelbetjenten skrev en sag om forseelsen.
Føreren af motorcyklen nægtede forseelsen, og derfor blev sagen indledt i Københavns Byret i 2002.
Den tiltalte forklarede i retten, at han kørte i et sluttet optog bestående af 50 motorcykler, hvor han var sidste mand/motorcykel. Af samme årsag måtte tiltalte køre over for rødt flere gange. Den tiltalte erkendte, at han kørte over for rødt lys, men henviste til, at han var en del af et sluttet optog.
Københavns Byret fastslog, at fordi man er en del af et sluttet optog, har man ikke hjemmel til at fravige færdselslovens bestemmelser. Sluttede optog skal overholde færdselslovens bestemmelser - herunder anvisninger for færdslen, som gives ved signalanlæg.
Straffen fastsættes til kr. 1.000,- subsidiært fængsel i 6 dage. Note 4)
Den dømte motorcyklist fik procesbevillingsnævnets tilladelse til at få sagen prøvet ved en højere instans, og således endte sagen i Østre Landsret, der behandlede ankesagen i 2003.
På grund af formildende omstændigheder - der ikke har noget med den principielle afgørelse af gøre - fandt Østre Landsret, at den tiltalte var skyldig, men at straffen skulle bortfalde. Note 5)
Konklusionen på baggrund af først Københavns Byrets dom, der senere er stadfæstet i Østre Landsret må være:
At - motorcyklister kan fremføre motorcyklerne som kolonne eller sluttede
optog
At - trafikanter skal give fri passage for blandt andet sluttede optog
At - motorcyklisterne har ingen hjemmel til at fravige reglerne i færdselslovenAt - motorcyklisterne derfor skal efterkomme anvisninger for færdslen, som
gives i f.eks. lysregulerede vejkryds.Senest opdateret: 9. juli 2009